I alt er der per 1. januar 2019 registeret ca. 300 forskellige fuglearter på Kalvebod Fælled. På denne side præsenteres alle arterne, og der gives en kort beskrivelse af deres forekomst.
Gennemgangen af de knap 300 arter er baseret på observationer på/fra Kalvebod Fælled, som også anvendes som lokalitetsbetegnelse for det område, som af mange også er kendt som Vestamager.
Opdager du fejl og mangler i artsgennemgangen, må du meget gerne kontakte os.
Hvor stammer data fra?
Gennemgangen af arterne er primært baseret på tal og oplysninger fra DOFbasen, hvor der er søgt på indtastede observationer fra Kalvebod Fælled-området fra perioden 1950-2018. For visse arter er der også søgt på observationer indtastet under hav-lokaliteten ‘Køge Bugt (nord f. Aflandshage/Mosede)’.
Dofbasen gik i luften i 2002, men en del ældre data er efterhånden indtastet. Mængden af data fra før 1984 er dog begrænset af den simple grund, at området først blev åbnet for offentligheden i 1984. Før da var der kun tale om fåtallige besøg under tilladelse fra det daværende Forsvarsministerium.
Derudover skal det også nævnes, at indvielsen af de tre fugletårne på dæmningen i 2012, herunder især indvielsen af det midterste tårn, har haft betydning for antallet af observationer fra Klydesøen og dermed også har haft betydning for nogle arters registrerede forekomst.
I alt er der for perioden 1950-2018 indtastet 238.519 observationer for Kalvebod Fælled. Uden dette enorme data-materiale ville det selv sagt ikke have været muligt at lave den gennemgang af arternes forekomst, som er blevet lavet. Observationerne er blevet indtastet af frivillige fuglekiggere, hvoraf nogle igennem årtier flittigt og grundigt har talt og indtastet deres observationer. Det giver et uvurderligt datagrundlag at arbejde med. Bl.a. er der for flere småfugle, herunder især sangfugle, nogle meget lange og spændende tidsserier fra slut 1980’erne og frem, som giver mulighed for at se på udviklingen over tid. Nogle af de største bidragsydere af observationer frem til 2018 er:
– Stig Kjærgaard Rasmussen (48.331 observationer)
– Karsten Busk Laursen (22.762 observationer)
– Tim Andersen (14.246 observationer) og
– Bent Bøggild Pedersen (12.385 observationer)
Nogle data fra FuPS-rapporterne (Fulge på Sjælland) er indtastet i Dofbasen og indgår således i datamaterialet. Observationer fra nogle af de observatører, som over en lang årrække er kommet på Kalvebod Fælled, men ikke har indtastet deres observationer i Dofbasen, er i begrænset omfang indarbejdet. Yderligere observationer fra disse observatører vil fremadrettet blive forsøgt indhentet.
Hvad de mere sjældne fugle angår (de såkaldte SU-arter), er der som udgangspunkt kun medtaget de fund, som er godkendt af DOFs Sjældenhedsudvalg (SU). For de øvrige sjældne/fåtallige arter er de fleste taget med, dog er der i enkelte tilfældet frasorteret observationer.
Præsentation af arterne
Der er som udgangspunkt anvendt de lokaliteter, som observationerne er indtastet under i Dofbasen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Klydesøen og Klydesøreservatet som lokaliteter i praksis er identiske. Afgræsningen af de to lokaliteter er en smule forskellig, idet arealet øst for Sydmøllevej (som ligger uden for den lukkede del af reservatet) ikke indgår som en del af lokaliteten “Klydesøen”. Dette skeles der imidlertid ikke til, når observatører indtaster i Dofbasen, og der er derfor som udgangspunkt ikke nogen forskel på de indtastede observationer under de to lokaliteter. Fra 2019 er begge lokaliteter nedlagt for indtastning, men data er bevaret under de to lokaliteter. I stedet er der tilføjet en ny lokalitet ‘Klydesøområdet’, som mere eller mindre har samme afgrænsning som Klydesøreservatet.
For en række arter angives de fem største rasteforekomser for hhv. 1 og 2. halvår. Der anvendes her kun ét makstal per år desuagtet, at de fem største forekomster måtte være fra samme år.
Observatører nævnes ved alle forekomster. Hvor der er tale om fåtallige eller sjældne arter, er det forsøgt at angive navnet på finderen, men langt fra alle steder har det været muligt på baggrund af de (nogle gange) sparsomme oplysninger om det i dofbasen.
En særlig tak til de mange natur- og fuglefotografer som har bidraget med billeder
En række natur- og fuglefotografer har bidraget med deres billeder til denne hjemmeside. En stor tak skal i den forbindelse lyde til: Carl Bohn, Helge Sørensen, Inge Christiansen, Jan Lindgaard Rasmussen, Jan Speiermann, Jesper Brodersen, Jesper T. Christensen, John Larsen, Keith Fox, Lars Andersen, Lars Maltha Rasmussen, Mark Walker, Michael Bendt, Nis Lundmark Jensen, Ralph Qwinten, Simon Berg, Stefan Andersen, Sven Norup, Thomas Hellesen, Troels Leuenhagen Petersen.
Alle billeder er med copyright og må ikke anvendes uden forudgående aftale med fotografen.