Opsummering fra en hot sommerperiode (juli-september 2024)

Det blev en begivenhedsrig sommerperiode, hvor vadefuglene som ventet dominerede fuglebilledet, og hvor der blev sat flot punktum på vadersæsonen med Danmarks kun andet fund af Klireryle (en nordamerikansk vadefugl). Derudover bød perioden også på en langtidsstationær Langnæbbet Sneppeklire, Stribet Ryle, flere Odinshøns samt en masse andre gode fugle. Perioden dækker juli frem til og med midten september. 

Skestorke-rekord

Skestorkene fortsatte med deres tilstedeværelse i Klydesøen, og det toppede med 41 fugle til overnatning den 4/8 (Jonas Hansen Tchikai), heraf mindst 17 juvenile fugle (fra Peberholm-kolonien). Det er vist den største forekomst, der nogensinde er registreret på Sjælland (ifølge Dofbasen). Og uden for Jylland er der kun én større forekomst, som er fra Fyn (fra 2023).

Silkehejren, som blev fundet af Karsten Busk Laursen den 30/6, blev set frem til den 3/7. Sølvhejrene var mere eller mindre fast indslag gennem sommeren. De toppede med 20 rst. i Klydesøen den 4/9. Rørdrummen er fortsat fåtallig på Kalvebod Fælled efter den forsvandt som ynglefugl i 00’erne. Det var derfor glædeligt med et besøg den 21/7, hvor en fugl blev set i Hejresøen. Det blev også til besøg af Hvide Storke: 1 rastede ved Villahøj den 24/7, 5 trak over Hejresøen den 5/9 og 4 trak over Koklapperne den 20/9.

Hvid Stork, Villahøj engsø. 24. juli 2024. Foto: Mette Janas.

Rekord-forekomst af Atlingand

Der blev set mange Atlingænder ved Villahøj henover sensommeren. Største antal blev 33 den 17/8 og 35 den 26/8. Det er ifølge Dofbasen største forekomst uden for Jylland siden i hvert fald 1990’erne. En Sorthalset Lappedykker rastede i Klydesøen i dagene 8/7-9/7. Den er kun lige knap årlig på Kalvebod Fælled.

Atlingænder, Villahøj. August 2024. Udsnit af en større flok. Foto: Thomas Tümmler-Hellesen.

En enkelt Sorthovedet Måge (1K) blev set den 21/7 i Klydesøen. Perioden bød også på to Almindelige Kjover; 1 i Klydesøen den 21/7 og 1 samme sted den 1/8. Nogle få Sortterner lagde også vejen forbi. Flest med 3 ad den 8/7 og 3 1K den 10/9-12/9. Der var mange Dværgterner i dagene omkring starten af juli; 47 rst. den 1/7 og 65 til overnatning den 7/7.  

Ny art for Kalvebod Fælled og Danmarks blot 2. fund af KLIRERYLE

Som sædvanligt var det vadefuglene, der stjal rampelyset i denne periode. Denne gang blev det dog noget udover det sædvanlige, da Kasper Thorup den 5/9 fandt en af de helt ”dyre” vadefugle i form af en KLIRERYLE, hvilket blot er 2. fund nogensinde i Danmark. Den blev opdaget ved Sydmøllevej (Klydesøen) og blev set frem til den 9/9. Ikke overraskende blev den et stort tilløbsstykke og flere hundrede fuglekiggere nåede at se den, hvilket til tider resulterede i, at pladsen blev lidt trang på Sydmøllevej (se foto nedenfor). En finderberetning kan læses på Netfugl. Og en fin videooptagelse af fuglen kan ses her (optaget af Ib Jensen):

Foto: Fuglekiggere ved Sydmøllevej den 5. september 2024. Casper Kjerumgaard.

Også Langnæbet Sneppeklire og Stribet Ryle

Det var dog ikke den eneste kvalitetsvadefugl, der blev set i perioden. En Langnæbbet Sneppeklire blev fundet af Troels Eske Ortvad den 13/7. Den var nogle dage forinden set i Stockholms-området (formodentligt samme fugl). Den er fortsat på plads i Klydesøen (foreløbigt til 27/9) og kunne således ses samtidigt med Klirerylen. Det er ikke utænkeligt, at det kan dreje sig om samme fugl, som opholdt sig det meste af sidste efterår i Klydesøen.

Derudover blev det også til en adult Stribet Ryle i dagene 29/8-1/9. Fundet af Thomas Tümmler-Hellesen. Fundet udgør det 13 for Kalvebod Fælled. Perioden bød også på flere meldinger om Damklire, men dem der blev taget foto af, viste sig imidlertid ikke at være Damklire. Da Damklire er sjælden samt en af de arter, der oftest giver anledning til forveksling, er der foreløbigt ikke medtaget nogen fund for denne periode.

Dokumentationsfoto af Stribet Ryle ved Sydmøllevej. 30 august 2024. Foto: Thomas Tümmler-Hellesen.

Kærløbere og Odinshøns

Kærløberne toppede i juli med 7 adulte den 6/7. Det blev kun til nogle få juvenile fugle i august måned og ingen observationer af mere end 1 fugl. Sidste obs. blev den 25/8.

Meget glædeligt blev det til flere observationer af Odinshøns. Først en 1K fugl 9/8. Dagen efter var det blevet til en flok på hele tre 1K fugle. De blev hængende til den 11/8. Dagen efter, den 12/8, var der fortsat en enkelt fugl tilbage, som sås ved Sydmøllevej. Den 19/9 blev det til endnu en 1K fugl. I øvrigt et lidt sent fund. Den sås i den gamle Klydesø og blev frem til den 22/9.

Odinshane, 1K. Sydmøllevej 12. august 2024. Foto: Ingrid Scheel Døssing.

De Krumnæbbede Ryler toppede med 53 rst. i Klydesøen den 23/7. Og de Almindelige Ryler toppede med 1.300 rst. i Klydesøen den 4/8. Af andre større tal skal også nævnes en ny lokalitetsrekord for Sortklire med 119 rst. i Klydesøen den 10/9 (Lars Paaby).

Sortklirer. Villahøj engsø, september 2024. Foto: Thomas Tümmler-Hellesen.

Steppehøge plus det løse

På rovfuglefronten blev den mest bemærkelsesværdige obs. en immature Stepphøg han den 27/7 ved Klydesøen (Andreas Odd Wulff Nielsen og Karsten Busk Laursen). Mere forventeligt sås en hun 2K+ ved Klydesøen den 5/9. Og sandsynligvis samme fugl sås igen den 8/9. På grund af østenvinden blev det ikke til mange Hvepsevåger eller Lærkefalke i perioden.

Steppehøg, hun. Sydmøllevej 5. september 2024. Foto: Jan Speiermann.
Hvepsevåge, 1K. September 2024. Foto: Thomas Tümmler-Hellesen.

For småfuglenes vedkommende var der ikke meget at berette fra perioden. Mest interessante observation blev en trækkende Rødstrubet Piber den 20/9 (Karsten Busk Laursen).

Tak for brug af fotos til de fotografer, der har lagt billeder til i denne nyhed. Næste nyhed forventes omkring slutningen af efteråret. 

Septemberskumring på Koklapperne, 2024. Foto: Thomas Tümmler-Hellesen.