Foråret på Kalvebod Fælled skuffer aldrig fuglemæssigt. Endnu engang var det en intens periode med stor artsdiversitet, flotte tal og gode ynglefugleresultater. Nogle af højdepunkterne blev hele tre rastende Damklire, ny trækrekord for Hvepsevåge, rastende Hedehøg, Engsnarre, Natravn og tre Drosselrørsangere. For ynglefuglene var det også en fin sæson. En separat nyhed om resultaterne af årets ynglefugletælling følger indenfor ca. en uge. Kan afsløre så meget, at der bl.a. igen kunne konstateres fremgang for Viben og Stor Præstekrave. Herligt.
Skestorke og eksotiske gæs
Med den nye Skestorke-koloni på Perholm er der sket en stigning i antallet af observationer af Skestork på Kalvebod Fælled. I perioden blev således gjort følgende observationer: 4 rst. Villahøj Sø den 18/4, 2 samme sted den 19/4, 6 rst. samme sted den 22/4 og 6 rst. Klydesøen den 31/5 samt 1 rst. Villahøj og Klydesøen 2-4/6. Derefter næsten daglig, hvor største antal blev: 10 den 13/6 ved Villahøj og 17 rst. i Klydesøen den 26/6. En Rørdrum gæstede Store Høj Sø fra den 5/5-9/5. Og lige på falderebet til det nye kvartal, fandt Karsten Busk Laursen en Silkehejre i Klydesøen den 30/6.
Det blev ikke til nogen Rødhalset gæs blandt de store mængder af bramgræs dette forår, men til gengæld var der andre eksotiske indslag. Den 29/3 havde Ib Jensen en trækkende Nilgås over Nordre Klapper, hvilket blot er ca. 5. fund for Kalvebod Fælled. I samme eksotiske kategori blev der fundet en Indisk Gås på Koklapperne den 5/5 (Thomas Tümmler-Hellesen). Den blev efterfølgende set forskellige steder på Kalvebod Fælled frem til den 12/5. Blot 4. fund for området (efter fund i 2007, 2013 og 2019).
Det blev også til pæne forekomster af svømmeænder ved bl.a. Villahøj. Følgende maksforekomster kan bl.a. nævnes: Krikand 1.075 rst. den 31/3, Skeand 163 rst. (ny forårsrekord for lokaliteten).
Den Hvidøjede And fra efteråret (1K han) blev genfundet i Birkedam af Sebastian Klein den 5/5 og blev set frem til i hvert fald den 18/5. Den havde nu fået flot kastanjebrun dragt. Den blev desuden også set i vinters i Kalvebodløbet af John Larsen den 14/1 (se foto), så måske har den opholdt sig i området uset i et stykke tid.
En Rødhovedet And (han) blev set fra den 3/6-5/6 (Stig Kjærgaard Rasmussen). Et glædeligt gensyn med den art, da sidste fund er fra 2019.
Det blev også til et par observationer af Sorthovedet Måge.: 1 ad Villahøj engsø den 7/5 (Erling Krabbe og Bent Søndervang) og 14/5 (Thomas Tümmler-Hellesen) samt 1 ad fouragerende over Koklapperne den 26/5 (Thomas Tümmler-Hellesen).
Forårs-steppehøge og en stor hvepsevåge dag
Det blev til hele to forårs-steppehøge; en trækkende hun ved Pinseskoven den 6/4 (Karsten Busk Laursen og Jakob Strand) samt en trækkende hun mere den 27/5 ved Klydesøen (Jon Lehmberg). En kæmpe Havørne-flok blev set den 21/4, hvor 11 blev set sammen over Villahøj. Apropos Havørne, så ynglede der igen i år Havørn på Kalvebod Fælled. De fik to unger. Den 23/4 havde Jakob Strand en NØ-trækkende Sort Glente over Pinseskoven. Den 21/5 sås en Hedehøg 2K hun ved Koklapperne (Martin Kunzendorf), som efterhånden er blevet mere sjælden end Steppehøg.
Den 24/5 blev der sat ny trækrekord af Hvepsevåger for Kalvebod Fælled, idet Ole Søgaard m.fl. havde 240 trækkende. Tidligere rekord var 182 trk. den 15/5 2021.
Sjældne vadefugle på visit
Vanen tro indfandt både Tredækker og Kærløbere sig i løbet af maj. En Tredækker spillede fra det sædvanlige område på Nordre Klapper fra den 5/5-11/5. De første Kærløbere (9 stk.) blev meldt fra Klydesøen den 16/5 og toppede med 16 fugle i dagene 18/5-21/5, hvilket i øvrigt blev den største forekomst i DK dette forår. Den sidste blev set den 1/6.
For en gangs skyld kunne Kærløberne ses exceptionelt godt, da flokken det meste af tiden opholdt sig tæt på Sydmøllevej, hvor de kunne nydes fra skjulet (se video nedenfor). Sædvanligvis plejer de i foråret at holde til i området ud for det midterste tårn ved Klydesøen. Det blev også til 5 Krumnæbbede Ryler samt op til 14 Temmincksryler.
Mere overraskende var derimod hele TO rastende Damklirer ved Sydmøllevej den 25/5. Fundet af Karsten Busk Laursen om aftenen lige inden havgusen væltede ind. De var heldigvis på plads igen dagen efter og kunne ses frem til den 27/5. Sidste dag blev den 28/5, hvor kun den ene blev set. Fundet udgør det 8 for Kalvebod Fælled (6. forårsfund) og det første af to fugle sammen. Og sørme om ikke endnu et fund blev gjort i slutningen af juni, hvor Sebastian Klein fandt en rastende fugl den 20/6 i Klydesøen ud for midtertårnet. Den blev frem til den 23/6 og udgør 9. fund for Kalvebod Fælled.
I juni blev det også til en ny rekord-forekomst af Rødben for Kalvebod Fælled: 167 rst. i Klydesøen blev talt den 23/6 (Karsten Busk Laursen). Det drejer sig sandsynligvis både om lokale ynglefugle fra Kalvebod Fælled, der samler sig i Klydesøen, og tiltræk af fugle fra bl.a. Sydskandinavien (kilde: Vadefugletrækket gennem Danmark, Hans Meltofte, 1993)
Som sædvanlig kom de Store Kobbersnepper i løbet af juni. Største antal blev 29 rst. i Klydesøen den 20/6 og 27 rst. 25/6. Dette udgør nye maks-forekomster for Kalvebod Fælled (tidligere var 26). Det er lidt et mysterium, hvor fuglene kommer fra. Ynglefuglene forlader deres yngleområder fra slutningen af juni, men da bestanden på Saltholm er for lille til, at det er fugle derfra, er det nærliggende at antage, at det måske kan dreje sig om fugle fra den lille svenske bestand (omkring 120 par i 2018) eller fra den tilsvarende lille finske bestand (ca. 70-90 par i 2013); i hvert fald blev der i 2017 aflæst en farvemærket ung stor kobbersneppe i Klydesøen, som viste sig at stamme fra den finske bestand.
Diverse obs.
Det blev til to observationer af Ringdrossel: 1 ved Villahøj den 31/3 (Karsten Busk Laursen) samt 3 på Koklapperne det sædvanlige sted (”Tjørnekrattet”) langs Kanalvej (Kasper Thorup). En Engsnarre blev fundet ved Selineskoven af Andreas Hagerman den 25/5 og blev nok forårets mest besøgte fugl! Den blev hørt (og set af nogle få heldige) frem til den 7. juni. Andre sjove indslag var en indtrækkende Natravn ved Klydesøen den 25/5 set af Andreas Bo Larsen.
To Piroler blev det til: en overflyvende fugl ved Pinseskoven den 27/5 (Ole Frøstrup Andersen og Leif Sturla Nielsen) og syngende fugl i Pinseskoven den 30/5 (Jesper Bay Jacobsen). Hele tre Drosselrørsangere blev det også til: en syngende ved Nihøje Sø den 1/6 (Karsten Busk Laursen), en ved Hejresøen den 6/6 (Thor Vincent Hansen) samt en ved Svenskeholm sø den 16/6 (Jørgen Muldtofte), som senere rykkede til Villahøj Sø, hvor den blev frem til den 26/6.
Endelig skal også en flok på hele 12 Biædere nævnes! De blev set den 24/5 af Ole Søgaard over den sydlige del af Pinseskoven og blev senere set rastende ved Søvang. Sandsynligvis samme flok på 12 der blev set ved Ørby den 17-18/5.
Udover fuglene skal det også nævnes, at John Frisenvænge havde en syngende Strandtudse ved Klydesøen den 30. maj (hørt fra Reservatvej). Nogle af dem fra udsætningen i 2018 og 2019 har åbenbart klaret den.
Genmeldinger af ringmærkede fugle
Det er altid lidt sjovt, når det lykkedes at få aflæst en farvemærket fugl og så efterfølgende modtage data om fuglen fra Zoologisk Museum. Det lykkedes således at få aflæst et par Grågås samt en Krikand. Resultaterne kan ses nedenfor.
Det første kort viser, hvor den ene Grågås oprindeligt blev ringmærket (Polen, 2020). Den blev aflæst ved Villahøj den 30/5.
Det andet kort viser, hvor den anden Grågås oprindeligt blev ringmærket (Tyskland, 2019), og hvor der har været aflæsninger af denne fugl efterfølgende. Den blev aflæst i Klydesøen den 2-8. juni 2024 og er her i øvrigt fortsat primo juli.
Ikke-ynglende gæs foretager et træk i juni til fældningspladser. Her kan de opholde sig i nogenlunde fred, mens de fælder svingfjerene og ikke er i stand til at flyve. Det er sandsynligvis sådanne fugle, det drejer sig om. Det ses også af antallet af Grågæs i Klydesøen, som netop topper i juni. Indenfor de sidste 15 år er alle maks-tal af Grågås for Kalvebod Fælled (Klydesøen) fra juni måned og ligger typisk et sted mellem 3.500 og knap 5.000 fugle.
Det tredje kort viser, hvor Krikanden blev ringmærket i Frankrig (i september 2022), og hvor den er blev aflæst (Villahøj Sø, maj 2024).
Sommertid er vadertid
Vadefugletrækket er i fuld gang, og de næste par måneder står i vadefuglenes tegn. Helt aktuelt raster der pt. 7 Kærløbere ved Klydesøen (6/7) i selskab med en masse andre vadere. Det er også nu, at du kan opleve de flotte sommerfugle i Pinseskoven, bl.a. den smukke Iris.
Udover en separat nyhed om resultatet af årets ynglefugletælling forventes næste nyhed engang i løbet af efteråret.