Efteråret byder altid på store mængder af fugle på Kalvebod Fælled. Dette efterår var ingen undtagelse. Mange flotte tal. Perioden bød også på flere overraskelser, bl.a. en sjælden amerikansk vadefugl samt en sjælden and. Og så bød perioden også på utroligt meget vand. Denne nyhed dækker perioden fra ultimo september til og med 1. december. Læs også om caretakergruppens arbejde på et oplæg til et nyt fugleskjul ved Sydmøllevej.
Store tal
Sølvhejrene fortsatte med at være talrigt tilstede det meste af perioden. Største observation blev 19 rst. den 4/10 i Klydesøen. Antallet dalede i november, men fortsat med antal over det sædvanlige; fx 8 rst. den 13/11.
Der blev set pænt med Traner i starten af oktober. Den 7/10 talte Theo Askov 1.098 trk. Samme dag bød også på et flot rovfugletræk med bl.a. 44 trk. Røde Glenter og 16 Blå Kærhøge.
Den Nordiske Lappedykker blev sidst set den 9/10, hvilket således blev afslutningen på et næsten 6 måneder langt ophold. For svømmeændernes vedkommende bød perioden som sædvanligt på pæne tal. Nævnes skal; op til 1.700 Pibeænder, 1.500 Krikænder, 785 Skeænder m.m. For Pibeand og Krikand er det dog tal, som er en del lavere end tidligere år, hvor maksforekomsterne for de to arter om efteråret har været hhv. 4.000-6.000 og omkring 4.000. Årsagen til de lavere rasttal skyldes ikke manglende vand. Særligt november blev særdeles våd og Kalvebod Fælled var i perioder med store sø-flader. Bl.a. blev reservatvej omdannet til et stort vådområde.
En sjælden and i Birkedam
Troldænderne indfandt sig vanen tro i Hejresøen og i Birkedam. Største antal for denne ”vintersæson” er foreløbigt 3.000 rst. i Birkedam. Blandt de mange Troldænder blev der fundet en HVIDØJET AND den 12/11, en 1K han (Thomas Tümmler-Hellesen). Det er blot 2. fund for Kalvebod Fælled (første fund er fra oktober-november 2004). Fuglen blev set frem til den 25/11. Der blev som sædvanligt også set godt med gæs.
For Bramgæssenes vedkommende blev største tal 11.000 rst. den 18/10. Samme dag blev der i øvrigt set en Rødhalset Gås trækkende vest i Tårnby (Kasper Thorup), men den blev ikke set på/fra fælleden.
Amerikansk besøg i Klydesøen
Den 23/9 fik Anders Odd Wulff Nielsen og Karsten Busk Laursen sig en overraskelse, da de opdagede en LANGNÆBBET SNEPPEKLIRE i Klydesøen fra midtertårnet. Det er blot det 22. fund i Danmark af denne art. Der er i øvrigt ét tidligere fund fra Kalvebod Fælled; fra den 27/11 1960(!). Fuglen blev hængende i Klydesøen et godt stykke tid (frem til den 11/11) og blev lidt af et tilløbsstykke.
For vadefuglenes vedkommende skal også nævnes følgende tal; 5.000 Hjejler og 2.300 Viber. Den første Sortgrå Ryle blev set den 29/9. Foreløbigt maksantal blev 8 den 13/11. Kommer der mere kulde i løbet af vinteren, vil antallet sandsynligvis stige.
Perioden bød også på et par Mosehornugler, som er en fåtallig trækgæst på Kalvebod Fælled. Én rastede den 7/10 og én trak den 17/10.
Blandede småfugle-bolcher
For småfuglenes vedkommende bød perioden bl.a. på følgende; Sortstrubet Bynkefugl den 17/10 samt den 18/11 ved Klydesøen. Det blev blot til en enkelt Ringdrossel i efteråret; 1 trk. den 7/10 (Theo Askov). To Bjergpibere blev set i perioden: 1 overflyvende ved Villahøj den 28/10 (Thomas Tümmler-Hellesen) og 1 rst. langs dæmningen 12/11-13/11 (Rasmus Turin m.fl.). En Rødstrubet Piber blev set ved Klydesøen den 24/9 (Vitus Gorm Andersen). Ca. 5 Store Tornskader blev set i perioden. Et par enkelte Rødtoppede Fuglekonger blev det også til; hhv. 23/9 (Svenskeholm) og 16/10 (Pinseskoven). Til sidst skal en større flok rastende Sjaggere også nævnes; op til 1.200 rst. på Koklapperne i midten af november.
Ideoplæg til nyt fugleskjul på Sydmøllevej
Caretakergruppen er kommet et skridt videre med forberedelsen af et oplæg til et nyt fugleskjul ved Sydmøllevej. DOF København har sagt ja til at finansiere udarbejdelsen af nogle skitser/forslag til et nyt skjul. Disse skitser vil indgå i udarbejdelse af et oplæg, som efterfølgende kan blive drøftet nærmere med bl.a. Naturstyrelsen. En eventuel senere realisering vil forudsætte diverse godkendelser samt afklaring af finansiering, men nu er der igangsat en proces. Vi krydser fingrer for, at et nyt fedt skjul på et tidspunkt kan blive realiseret – til glæde for fugleinteresserede og de mange der går Amarminoen.