Naturen og landskabet på Kalvebod Fælled har undergået store forandringer siden området blev til i 1940’erne. I det følgende beskrives i korte træk udviklingen på Kalvebod Fælled med udgangspunkt i de natur- og landskabsforandringer området har gennemgået fra inddæmningen blev vedtaget ved Lov om inddæmning i Kalvebodstrand m.v. (1939) og efterfølgende gennemført (færdig 1943) frem til i dag, og hvad disse ændringer har betydet for fuglelivet. For en mere historisk orienteret gennemgang af områdets udvikling henvises til Tårnby Kommunes Lokalhistoriske Tidsskrift, Nr. 3, 2018: Naturpark Amager – Tårnbys grønne område mod vest.
Nedenfor vises to billedserier hhv. af den sydlige og nordlige del af Kalvebod Fælled. Billedserierne består af luftfotos/ortofotos fra 1945, 1954, 1995, 2008 og 2018 og vises med tilladelse fra hhv. I-GIS (luftfotos fra 1945) og COWI (© DDOland 1954, 1995, 2008, 2018). Billederne illustrerer de mere generelle landskabsforandringer, som Kalvebod Fælled har gennemgået. Forandringerne er kort kommenteret ved de enkelte billeder; hold markøren over billedet for at læse teksten (fungerer kun på PC).
Billedserien nedenfor viser den nordlige del af Kalvebod Fælled (op til Vejlands Alle) fra årene 1945, 1954, 1995, 2008 og 2018. Forandringerne er kort kommenteret ved de enkelte billeder; hold markøren over billedet for at læse teksten (fungerer kun på PC).
Fra åbne enge og strandenge til massiv tilgroning og tilbage til et åbent landskab igen
Nedenfor ses fire billeder, som viser nogenlunde samme landskabsudsnit; med udsigt fra Sydmøllehøj mod nordvest med Nihøje i baggrunden (til højre i billedet). Billederne er fra hhv. 1966, 1986, 1995 og 2019. De kan forstørres op ved at holde markøren over billedet. De fire billeder illustrerer fint – fra en landskabsvinkel – den udvikling, som Kalvebod Fælled som landskab og naturområde har gennemgået; fra at være et åbent landskab med lav vegetation til et landskab præget af betydelig tilgroning for så at vende tilbage til et mere åbent landskab igen.
En femtedel af Kalvebod Fælleds naturareal forsvinder op gennem især 90’erne og 00’erne
Op gennem 1970’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne forsvinder ca. 500 ha enge, strandenge og andre naturarealer – svarende til en 1/5 del af det oprindelige inddæmmede areal på ca. 2.400 ha (inkl. de oprindelige strandenge). Områderne forsvinder bl.a. som følge af anlæggelsen af Amagermotorvejen (80’erne), Øresundsmotorvejen (90’erne), golfbanen (00’erne) samt ikke mindst som følge af anlæggelsen af Ørestad. Ørestad placeres i øvrigt oven på de gamle og oprindelige strandenge, som før inddæmningen udgjorde Amagers kystlinje mod vest ud til Kalveboderne. Rester af de gamle strandenge er fortsat at finde i et bælte langs den østlige del af Koklapperne (dvs. arealerne ca. stik syd for Ørestad Syd) samt på dele af Amager Fælled. Af ynglefuglekort fra omkring 1980 (Vestamagers fugleliv, DOF, 1983, bilag 11) fremgår det, at der både ynglede Engryle og Brushane på strandengene, hvor Ørestad Syd i dag er anlagt.
I de efterfølgende afsnit gennemgås udviklingen i de enkelte årtier lidt mere detaljeret, samt hvilken betydning natur- og landskabforandringerne har haft på fugelivet.
Landskabet og fuglelivet i 1950’erne og 1960’erne
I det først årti var området præget af vidtstrakte sandflader og sparsom vegetation med en stor lavvandet sø i den sydlige del af området (hvor Klydesøen er i dag). Men allerede i 1948 begyndte Vandbygningsvæsenet at tørlægge det over 2000 hektar store inddæmmede område. To kraftige pumpestationer blev opført; Nordre Pumpestation og Søndre Pumpestation. I de efterfølgende år blev der gravet 400 kilometer grøfter og 100 kilometer kanaler for at lede vandet væk (Kjeld Hansen, “Det tabte land”, 2008). Disse grøfter og kanaler ses tydeligt på luftfotoet fra 1954.
Som følge af dræning, udtørring og manglende pleje begyndte flere områder så småt at gro til med træer og buske op gennem 1960’erne. Kalvebod Fælled fremstod dog som helhed fortsat som et åbent landskab med en generelt sparsom bevoksning. Den relativt høje saltholdighed, der må have været i jorden på dette tidspunkt, har sandsynligvis også spillet ind ift. at hæmme tilgroning.
Der findes ikke mange tilgængelige oplysninger om fuglelivet fra denne tid. Nikolaj Mardal Jensen, som var ornitolog og ansat af Forsvaret som opsynsmand, foretog nogle ynglefugleoptællinger. I et bilag til Plejeplan for Vestamager 1999-2004 (bilag 2) er der angivet yngletal for en række arter for årene 1955, 1960 og 1965. Tallene for disse år har mest karakter af at være estimater, og må derfor anvendes med et vist forbehold. Ikke desto mindre giver de et billede af artsammensætningen og antallet af ynglepar for de enkelte arter. Maks yngletal for udvalgte arter i perioden 1955-1965 er angivet i tabellen neden for.
Sammenlignet med artsammensætningen af ynglefugle og yngletal i dag (anno 2018) er det især bemærkelsesværdigt med de store kolonier af Storm- og Hættemåger samt Fjord- og Havterner. Derudover store bestande af Stor Præstekrave, Rødben, Engryle samt Brushane, og så er det også bemærkelsesværdigt med bestanden af Hvidbrystet Præstekrave (som i øvrigt ynglede flere steder på Sjælland dengang).
| Maks yngletal for udvalgte arter i perioden 1955-1965 (Kilde: Nikolaj Mardal Jensen) |
|
| Strandskade: | 50 par |
| Klyde: | 75 par |
| Stor Præstekrave: | 50 par |
| Hvidbrystet Præstekrave: | 20 par(?)* |
| Vibe: | 300 par |
| Engryle: | 20 par |
| Brushane: | 20 par |
| Dobbeltbekkasin: | 15 par |
| Stor Kobbersneppe: | 0 par |
| Rødben: | 175 par |
| Hættemåge: |
7000 par |
| Stormmåge: |
7000 par |
| Fjordterne: |
200 par |
| Havterne: |
600 par |
| Mosehornugle: |
0-2 par |
Maks yngletal for udvalgte ynglende arter i perioden 1955-1965. Tallene er baseret på Nikolaj Mardal Jensens optegnelser og stammer fra et bilag til Plejeplan for Vestamager 1999-2004 (bilag 2). *Hvad angår Hvidbrystet Præstekrave: I ”Rapport over fuglelivet på Vestamager 1984-86” (Karsten Nørgaard, Skov- og Naturstyrelsen, 1988) står om arten: ”Hvidbrystet Præstekrave er ikke konstateret som ynglefugl i 1980erne og sandsynligvis ikke siden slutningen af 1960erne, hvor op til en snes par skal have ynglet ved Klydesøen. Herom har ingen eksakte oplysninger kunne indhentes.” Stig Kjærgaard Rasmussen har bekræftet, at Hvidbrystet Præstekrave var ynglefugl i 1950´erne og minimum også i første del af 1960´erne.
Landskabet og fuglelivet op gennem 1970’erne og 80’erne
Dræningen og udtørringen fortsatte op gennem 1970’erne og 1980’erne, og der manglede fortsat pleje af engene.
Ynglefugletal fra 70’erne og start 80’erne vidner om, at Kalvebod Fælled trods fortsat dræning og manglende pleje endnu kunne byde på et særdeles rigt fugeliv. Det vidner nedenstående tabel fra omkring 1980 om. Fremhæves skal bl.a. det store antal ynglende vadefugle med 167 par Strandskader, 227 par Viber, 31 par Engryler, 116 par Rødben, 87 par Dobbeltbekkasiner, 9 ynglehunner af Brushane samt fortsat store kolonier af Storm- og Hættemåger (med hhv. ca. 3000 par og 1700-3000 par).
Kerneområdet for Engrylerne var den centrale del af Koklapperne. Strandskaderne var primært koncentreret i den sydlige del af området omkring Klydesøen og mågekolonierne var ligeledes koncentreret omkring området ved Klydesøen.
| 1955-1965 (Mardal Jensen) | ca. 1980 (DOF) |
|
| Strandskade: | 50 par | 167 par |
| Klyde: | 75 par | 17 par |
| Stor Præstekrave: | 50 par | 5-9 par |
| Hvidbrystet Præstekrave: | 20 par(?). | 0 |
| Vibe: | 300 par | 227 par |
| Engryle: | 20 par | 31 par |
| Brushane: | 20 par | 9 ynglehunner |
| Dobbeltbekkasin: | 15 par | 87 |
| Stor Kobbersneppe: | 0 par | 0-1 par |
| Rødben: | 175 par | 116 par |
| Hættemåge: |
7000 par | 1700-3000 par |
| Stormmåge: |
7000 par | 2700-3000 par |
| Fjordterne: |
200 par | 0 |
| Havterne: |
600 par | 20 par |
| Mosehornugle: |
0-2 par | 0-4 par |
Maks yngletal for udvalgte ynglende arter omkring 1980. Tallene er baseret på optællinger i perioden 1978-1982 (primært 1982) og stammer fra rapporten Vestamagers fugleliv (DOF, 1983).
Man kan få den tanke, at forholdene for vadefuglene må have været optimale omkring 1980 med de ynglefugletal. Men samtidig kan de store ynglefugletal også undre med tanke på den begyndende tilgroning op gennem 1970’erne, og den fortsatte dræning/udtørring af området. De konkrete fugtighedsforhold og vegetationsstrukturen på arealerne er af gode grunde svære at vurdere ud fra de tilgængelige luftfotos og landskabsfotos, men umiddelbart syntes forholdene ud fra fotos ikke alene at kunne forklare de høje ynglefugletal. Fotoet nedenfor fra 1986 giver en indikation af, hvordan området så ud omkring dette tidspunkt.
Hovedforfatteren til DOFs ynglefuglerapport fra 1983, Henrik Boeg, som stadig kommer på Kalvebod Fælled og derfor har fulgt udviklingen gennem flere årtier, siger følgende om vegetations- og fugtighedsforholdene dengang: “Bevoksningen på Koklapperne var i begyndelsen af 80erne faktiske højere, end den er i dag [2018] (…). Og med hensyn til fugtigheden, vil jeg heller ikke mene, at forholdene på Koklapperne er forringet.” Om det store antal ynglende Engryler på Koklapperne, siger Henrik Boeg: “Med hensyn til engrylerne kom det dengang [1982] noget bag på os, at hovedparten af yngleparrene fandtes på Koklapperne og ikke omkring Klydesøen, som umiddelbart så mere rylevenlig ud.”
Der er således ikke noget, der tyder på, at det store antal ynglende vadefugle dengang skyldtes særligt gunstige biotopforhold generelt for denne artsgruppe. De steder, hvor de ynglende vadefugle holdt fast, var på de dele af Kalvebod Fælled, hvor der stadig var enge/strandenge, som i kun mindre grad var påvirket af tilgroning; Det fremgår af kortene fra DOFs rapport fra 1983, hvor man kan se, at de ynglende vadefugle, herunder Engrylerne og Brushønsene, var koncentreret til de områder, som endnu havde karakter af strandenge. Kortene er vist nedenfor og kan forstørres op ved at holde markøren over billederne.
Bestandene af vadefugle, måger og terner kollapser i slut 1980’erne og 1990’erne
Fra omkring 1980 og de efterfølgende ca. 10 år reduceres antallet af ynglende vadefugle, måger og terner imidlertid betydeligt. Fra ca. 1980 til ca. 1990 reduceres bestanden af Engryle fra 31 til kun 10 par (1991), antallet af ynglende Viber fra 227 til 82 par (1988), antallet af Rødben fra 116 til 60 par (1988), antallet af Strandskader fra 167 til 46 par (1988) og kolonierne af måger og terner forsvinder og det samme med Brushønsene. Denne tendens fortsætter ind i 90’erne (se tabel neden for).
| 1980 | 1994 | |
| Engryle | 31 par | 7 par |
| Vibe | 227 par | 57 par |
| Rødben | 116 par | 33 par |
| Strandskade | 167 par | 33 par |
| Brushane | 9 (ynglehunner) | 0 |
| Stormmåge | 2700-3000 par | 0 |
Udviklingen for udvalgte (primært) vadefuglearter fra 1980 til 1994.
I samme periode (omkring 1990) topper antallet af syngende Nattergale og Græshoppesangere på Kalvebod Fælled (se diagrammer nedenfor). Begge arter er tilknyttet kratområder og er typiske “tilgroningsarter” i mere fugtige biotoptyper. Der er således fin sammenhæng mellem ændringerne i landskabet mod mere tilgroning og effekterne på fuglelivet: vadefuglene forsvinder og antallet af småfugle tilknyttet krat stiger.
Udover tilgroningen er der dog sandsynligvis også en anden og absolut ikke uvæsentlig medvirkende årsag til de markante og meget hurtige ændringer i fuglelivet, der ses i perioden fra omkring 1980-1990. Nikolaj Mardal Jensen, som var ornitolog og ansat af Forsvaret som opsynsmand på Kalvebod Fælled i en lang årrække, skulle efter sigende have udført en meget effektiv ræveregulering i sin tid som opsynsmand.
Med en effektiv ræveregulering har de jordrugende vadefugle, måger og terner haft særdeles gode yngleforhold, da prædation således har været mere eller mindre fraværende – eller i hvert fald væsentligt reduceret. Dette forhold kan forklare de store ynglefuglebestande helt frem til starten af 1980’erne. Om denne mulige sammenhæng siger Henrik Boeg: “Der er en ting, der altid har undret mig. Da forsvaret forlod området [i 1984], skete der ret hurtigt store forandringer i fuglelivet. Og forandringerne var efter min opfattelse for kraftige og for hurtige til alene at kunne forklares ud fra ændringer i vegetationsforholdene. Den store stormmågekoloni omkring Klydesøen (området var dækket af et hvidt tæppe af stormmåger dengang) kollapsede i løbet af få år. Ynglende vadefugle og rastende rovfugle blev kraftigt reduceret. Mardal Jensen udførte mens han var opsynsmand efter sigende en effektiv regulering af rævebestanden i området. Om han også har reguleret kragefugle ved jeg ikke. Det kan måske ikke bevises, men det er nærliggende at forestille sig, at en øget rævebestand har påvirket ynglefuglene i negativ retning.”
Teorien om denne sammenhæng understøttes af følgende tekst fra “Plejeplan for delområde 2, 3 & 4 på Vestamager 2010-2014” (s. 32): “Vadefuglene har i 1990’erne og starten af 2000èrne haft meget dårlig ynglesucces på Vestamager, idet hovedparten af rederne bliver plyndret. P. hd. Henrik Olsen påviste i sine forsøg på Vestamager [i 1990’erne], at især ræve er den væsentligste prædatorer på vadefuglereder og -unger. Problemet antages at opstå som følge af ændringer i bekæmpelse af ræve, herunder forbud mod udlægning af gift. Ræveprædation er derfor relativ ny på Vestamager.“
Endvidere står der at læse i plejeplanen: “Rævebestanden er sandsynligvis unaturligt høj som følge af de nærliggende boligområder med den (direkte og indirekte) fodring, der her typisk sker af “byrævene”. I 2003 kom der ræveskab til Amager, hvilket betød at rævene stort set forsvandt fra øen i løbet af 2 år. Resultatet var tydeligt, idet man i de efterfølgende år har kunnet iagttage vadefuglekyllinger på standengene. Desværre har det ikke været muligt at lave sammenlignelige overvågning af ynglesucces hos vadefuglene.“
Det er således nærliggende at tænke, at den ræveregulering der foregik frem til i hvert 1980’erne, var en væsentlig årsag til, at så relativt store vadefuglebestande kunne opretholdes helt frem til omkring 1980, og at ophøret af denne ræveregulering kombineret med fortsat tilgroning var væsentlige årsager til, at vadefuglene forsvandt i slutningen af 1980’erne og 1990’erne.
Udover prædationen fra ræve har det stigende antal ynglende krager på Kalvebod Fælled sandsynligvis også haft en effekt. De ynglende vadefugle var – i hvert fald gennem 50’erne, 60’erne og nok også et stykke op i 70’erne – begunstiget af, at der var meget få krager og skader i området (Stig Kjærgaard Rasmussen pers. medd.), som kunne prædere på ynglefuglenes æg. Det hang sammen med, at der kun var relativt få træer og buske dengang sammenlignet med landskabet i 1990’erne og for den sags skyld i dag, hvor hele Pinseskoven bl.a. er der.
Tilgroningen topper i løbet af 1990’erne – et lavpunkt for vadefuglene
Op gennem 1990’erne topper tilgroningen med bl.a. buske og træer på Kalvebod Fælled. Derudover har bjergrørhvenen også bredt sig og udgør et tæppe på store dele af arealerne på Koklapperne, Svenskeholm og på arealerne i sydvest inden for den lukkede del af reservatet omkring Klydesøen (se kort neden for). Kombineret med en øget prædation fra ræve, som Henrik Olsen via sin phd dokumenterer er årsag til, at stort set ingen vadefugleunger bliver flyvefærdige, når bestanden af vadefugle et lavpunkt i denne periode. Billederne neden for viser, hvor udbredt tilgroningen i midt 90’erne var blevet.
Vadefuglene begynder af vende tilbage i 2000’erne og 2010’erne
I løbet af 1990’erne igansættes forskellige naturforvaltningstiltag. Et af de vigtigste tiltag sker med etableringen af den “nye” Klydesø i 1996, hvor sø-arealet udvides ved at hæve vandstanden. Nogle år forinden var Hejresøen blevet etableret – ligeledes ved en vandstandshævning. I løbet af 1990’erne foregår der også en række græsningsforsøg mhp. at få igangsat en systematisk pleje af de tilgroede arealer. Dette sættes i system i 00’erne.
Op gennem 2000’erne og 2010’erne foretages i flere omgange store rydninger af buske og træer for at genetablere det åbne landskab til gavn for vadefuglene. Omkring 2015 etableres også engsøerne ved Villahøj. Alle disse tiltag (og flere til) begynder for alvor at give resultater op gennem 2010’erne. For en gennemgang af hvilke effekter det har på fuglelivet (primært de ynglende vadere) henvises til Ynglefuglenes udvikling.
Nedenfor er de større naturforvaltningstag fra 1990’erne og frem oplistet.
- 1990-94: Grøfterne i Klydsesø-området bliver punktvis tilkastet.
- 1991/1992: Hejresøen dannes ved en vandstandshævning.
- 1995: Fra ca. 1995 bliver hovedparten af Kalvebod Fælleds græsarealer afgræsset – dog med varierende græsningstryk (se kort).
Erfaringerne senere viser, at græsningstrykket i denne periode er for lavt til at opnå den ønskede plejeeffekt på bjergrørhvene (Plejeplan for delområde 2, 3 & 4 på Vestamager 1999-2004). - 1994-1997: Etablering af den ”nye” Klydesø (vandfladen ud for syd- og midtertårn) ved hævning af vandstanden (hævet 60 cm). Herved opstod en ny stor sø på ca. 100 ha svarende til mere end en fordobling af det tidligere sø-areal (dvs. gamle Klydesø).
- 2005: Græsningstrykket forøges fra 2005 mhp. reducering af bjergrørhvene, som var vidt udbredt på det tidspunkt. KU`s belægningsforsøg i 1990’erne i Klydesøområdet havde tydeligt vist, at det var nødvendigt med et højere græsningstryk, end et 1 voksent dyr pr. 2 ha., hvis arealet med bjergrørhvene skulle reduceres. Denne strategi har været succesfuld, idet bjergrørhvenen nu er væsentlig reduceret på de fleste arealer på Kalvebod Fælled. Den udgør dog fortsat et problem på den centrale del af Koklapperne (vest for Granatvej) samt på Svenskeholm.
- 2006-2009: EU-Life projekt som bl.a. omfattede rydning af krat og skov på ca. 600 hektar (bl.a. på Koklapperne centralt, Svenskeholm og i Klydesøreservatet).
- 2009/2010: Etablering af yngleø i Klydesøen (ud for det midterste tårn) ifm. det store anlægsarbejde med digeforhøjelsen (2009-2012). Har været en stor succes ift. både ynglende Havterne og Klyde.
- 2014/2015: Etablering af engsøerne nord og øst for Villahøj ved etablering af stemmeværker. Pga. hærværk mod stemmeværkerne det første år, var det først i 2016, at engsøerne blev permanente og effekten på fuglelivet kunne ses.
- 2015: Større rydning af træer og buske på den vestligste del af Svenskeholm og Koklapperne (rydning af den østlige del foretaget i 2006-2009).
- 2018: Realisering af hydrologiprojekt på Nordre Klapper, hvor der indpumpes drænvand og overfladevand der via en grøblerende løber gennem Nordre Klapper og ud til Koklapperne. Derudover etableres nye yngleøer i Klydesøen og der laves et antal paddeskrab, som også vil gavne vadefuglene. Endelig ryddes lunden omkring det gamle (og tidligere nedrevne) nordtårn og ligeledes ryddes kratbevoksningen langs stien ud til lunden (disse områder ligger inde i den lukkede del af reservatet).
Landskabet og fuglelivet anno 2018
Landskabet anno 2018 er blevet betydeligt mere vadefugle-venligt. De store rydninger af buske og træer kombineret med nu mange års afgræsning har åbnet landskabet og bidraget til, at der på mange arealer er etableret gode vegetationsforhold for de ynglende vadefugle. Forbedrede hydrologiske forhold på nogle arealer har også betydet, at den altafgørende faktor for ynglende vadefugle – våde enge – nu er til stede flere steder.
En række ynglende vadefuglearter har kvitteret for de forbedrede yngleforhold og bl.a. ses der i dag pæne bestande og ikke mindst markante stigninger siden lavpunktet i 90’erne for bl.a. arter som Vibe, Rødben, Stor Præstekrave, Klyde m.fl. Yngleforsøg af Brushane, Engryle og Stor Kobbersneppe inden for de seneste år vidner også om, at det går i den rigtige retning. For en gennemgang af udviklingen for flere af disse arter henvises til Ynglefuglenes udvikling. Derudover ses der også markante stigninger for flere rastefugle, herunder også vadefugle. Mest bemærkelsesværdigt er nok stigningen i rastende Brushøns om foråret.
Ser man på makstallene for maj måned for perioden 2001-2018, er det især interessant at se den markante stigning fra 2016 og frem. Stigningen er direkte relateret til Naturstyrelsens etablering af engsøerne ved Villahøj. De 30 største observationer fra Kalvebod Fælled i DOFbasen fra maj måned er alle fra Villahøj-området. Og sammenligner man makstallene i maj for årene 2016, 2017 og 2018 med makstal fra hele landet, er Villahøj uden sammenligning den lokalitet uden for Jylland med de største rasteforekomster. Forhåbentlig vil disse store rasteforekomster af Brushøns fortsætte fremover.
