Bedre skiltning betyder færre forstyrrelser af fuglelivet

Naturstyrelsen har henover foråret styrket informationen til de besøgende på Kalvebod Fælled om adgang og færdsel i området. Det betyder færre forstyrrelser af fuglelivet.

Der er kommet mange nye brugere af Kalvebod Fælled de seneste år, og langt fra alle har af gode grunde kendskab til forholdene og ”færdselsreglerne” i området. De seneste par år har caretakergruppen noteret et stigende antal uheldige forstyrrelser af fuglelivet på Kalvebod Fælled. I langt de fleste af tilfældene kunne disse forstyrrelser have været undgået ved bedre skiltning/information. Det er der nu gjort noget ved.

Ved Sydmøllevej har der f.eks. manglet information om, at vejen ender blindt. Det har betydet, at der er blevet set et stigende antal motionsløbere, folk på cykel m.fl., som uforvarende er gået ned ad Sydmøllevej for blot at konstatere, at vejen ender blindt i Klydesøen. Det har resulteret i opskræming af de rastende fugle.

I den vestlige del af det lukkede reservat har der manglet information om, at her starter den lukkede del af vildtreservatet, hvor der er adgangsforbud hele året. Det har betydet, at der med jævne mellemrum (særligt i forårs- og sommerperioden) er blevet set folk gående på dæmningen fra vest mod øst i den lukkede del af reservatet med dertil følgende opskræmning af rastende og ynglende fugle. 

Dæmningen – hvor den lukkede del af reservatet starter i vest – som det så ud før. Foto: Caretakergruppen.

Derfor har caretakergruppen og DOF København påpeget over for NST, at der var behov for bedre skiltning/information for at reducere omfanget af forstyrrelser. Det har NST henover foråret fulgt op på, og caretakergruppen har med tilfredshed kunnet konstatere, at det har haft en positiv effekt ift. antallet af forstyrrelser.