En uge med Tredækkerspil på Nordre Klapper 

I en hel uge (fra den 7. til den 14. maj) har 1-2 Tredækkere spillet på Nordre Klapper og underholdt et publikum bestående af begejstrede fuglekiggere.
 
Det har sikkert skabt nogen undren hos de lokale Ørestadbeboere, som i skumringens time har kunnet se folk forsamle sig (med behørig afstand selvfølgelig) på trampestien på Nordre Klapper. Her har de fremmødte viskende til hinanden – og med hænderne bag ørene for bedre at kunne lytte – tålmodigt ventet på, at Tredækkeren har følt sig klar til at fremføre sit spil. Lyden den frembringer under dette spil kan bedst beskrives som en underfundig blanding af boblende og gnistrende lyde. Du kan høre en optagelse af dens “sang” her. Optagelsen er fra den 9 maj og er lavet af Jens Wiberg. 
 
Se også videoen her af en spillende Tredækker som dog ikke fra Nordre Klapper men fra Norge.
 

Eneste kendte spilleplads i Danmark

Tredækkeren er en sjælden forårstrækgæst i Danmark, og Nordre Klapper er indtil videre den eneste kendte lokalitet i landet, hvor man hvert år kan opleve dens særegne spil. Sandsynligvis drejer det sig om fugle, der skal videre mod deres ynglepladser i det nordlige Skandinavien og lige har brug for at varme lidt op inden det går løs på spillepladserne i yngleområdet. 
 
Omstændighederne omkring de spillende Tredækkere er specielle. For ikke nok med at den er sjælden, så opfører den også kun sin dans og spil i et meget kort tidsrum om aftenen (og igen meget tidligt om morgenen) og kun inden for en ganske kort periode i starten af maj. Og der skal helst heller ikke være for meget vind, for så kan den være svær at høre.
 
Det er sandsynligvis slut for i år med spillende Tredækker på Nordre Klapper, men vi glæder os allerede igen til næste år til mere tredækkerspil.