Fugleoplevelser i efterårsferien

Efterårsferien venter lige om hjørnet. Og hvad er mere oplagt end at bruge noget tid på at nyde fuglelivet på Kalvebod Fælled. Vejrudsigten ser pt. fornuftig ud – i hvert fald fra midt på ugen af.

I øjeblikket er der mange bramgæs at se på Kalvebod Fælled. Mindst 5.000 raster på engene. De kan bl.a. ses ved Villahøj, når de i løbet af dagen kommer ind til den lavvande sø for at bade og slukke tørsten. Se videoen hvor et udsnit af en flok på ca. 4.000 kan ses.

Hvis det bliver godt trækvejr i løbet af ugen, vil et større træk af bramgæs sandsynligvis også kunne ses. For en uges tid siden trak der i løbet af to dage ca. 100.000 bramgæs over Amager! Blandt de mange bramgæs kan man måske også være heldig at finde den sjældne, men meget smukke rødhalset gås.

Der er også fortsat rovfugle i landskabet. De to gamle havørne ses regelmæssigt (især ved Klydesøen), og der er også en 1-2 vandrefalke samt dværgfalk, blå kærhøge, spurvehøge, tårnfalke m.m. Tiden er også god for musvågetræk, så husk at kigge op.

Musvåge, Kalvebod Fælled. Foto: Thomas Tümmler-Hellesen.

Billede 1 af 3

Går man en tur i Pinseskoven, kan man i øjeblikket se mange småfugle. Det er især fuglekonger, gransangere, rødhalse og mejser (musvit, blåmejse og halemejse), der dominerer pt. Blandt fuglekongerne kan man være heldig, at der også er en rødtoppet fuglekonge, som er en fåtallig men årlig trækgæst på Kalvebod Fælled.

Gransanger, Pinseskoven. Foto: Thomas Tümmler-Hellesen.

Billede 4 af 4

Der kan også ses en del småfugle og duer på træk over Kalvebod Fælled. For nylig trak der på en formiddag over 20.000 bog- og kvækerfinker. De bedste steder at opleve trækket fra er en af højene på den sydlige del af Kalvebod Fælled eller fra dæmningen. Og uden for Kalvebod Fælled kan Sydvestpynten anbefales. Flere dage med dårligt vejr kan give en god trækdag ved næste opklaring i vejret der kommer, så hold øje med vejrudsigten.

God efterårsferie.