Ikke to forår er ens fuglemæssigt på Kalvebod Fælled. Det er en del af charmen og spændingen ved at kigge på fugle. Perioden medio april-juni bød som sædvanligt på overraskelser med besøg af uventede trækgæster. Og så var det glædeligt at se, at der var rigtig god ynglesucces for en række af de lokale vadefugle trods tørken i slutningen af perioden. Endelig skal ynglesuccesen for Havørneparret også nævnes. Læs mere om alt dette i denne nyhed.
Fuldt hus i lappedykkere og første Hættemågekoloni i Klydesøen
Vi starter lidt før maj, hvor en Nordisk Lappedykker blev fundet på havsiden ud for Klydesøen den 15/4 af Klemens Gasser. Den endte med at blive langtidsstationær og ses primo juli fortsat i samme område.
Endnu en – for området – sjælden lappedykker sås, idet op til tre Sorthalsede Lappedykkere opholdt sig i Klydesøen fra den 29/4 frem til 28/5. Alle fem lappedykkerarter, der kan ses i DK, kunne dermed opleves i perioden.
De Sorthalsede Lappedykkeres tilstedeværelse var sandsynligvis ikke helt tilfældig. Det er velkendt, at arten har en forkærlighed for søer med Hættemåge-kolonier. Og lige præcis i år havde der etableret sig en større Hættemågekoloni i Klydesøen (ca. 240 par). Det er første gang med en hel koloni i Klydsesøen. Arten er i tilbagegang herhjemme, så det var derfor ekstra glædeligt at se dem i Klydesøen. Selvom kolonien var ramt af fugleinfluenza, som mange andre hættemåge-kolonier i DK i år, så lykkedes det dem alligevel at få pænt med unger på vingerne.
Perioden bød også på to observationer af Sorthovedet Måge: 2 adulte sås ved Villahøj samt Koklapperne den 31/5 (Uffe Damm Andersen) og den 23/6 sås ligeledes 2 adulte overflyvende ved Klydesøen (Jesper Johannes Madsen og Karsten Busk Laursen). Et par Sortterne-observationer skal også med: 1 rst. Villahøj den 9/5-10/5, 1 rst. Klydesøen 14/5, 1 rst. samme sted 23/5, 1 trk. N 29/5 samt 1 rst. 3/6 og 9/6.
Hvide storke og hejrer samt ynglesucces hos Havørneparret
I den langbenede kategori af fugle skal nævnes en rastende Hvid Stork ved Villahøj den 4/5-5/5 (Thomas Tümmler-Hellesen). Der blev ikke set eller hørt noget til Rørdrum ved Store Høj Sø i år (hvor den var stationær sidste år), men til gengæld var en han territoriehævdende ved Mosehøj i maj måned. Det blev i perioden også til et par Sølvhejre: 1 rst. ved Villahøj den 23/4, 1 rst. i Klydesøen 25/5 samt 2 overflyvende samme sted den 20/6.
Flere Skestorke end sædvanligt sås i perioden (alle Klydesøen): 2 rst. den 28/4 og 2/5, 3 rst. den 14/5, 5 rst. derefter trk. den 18/5, 1 rst. den 25/5 samt 1 den 4/6. Den øgede forekomst kan muligvis hænge sammen med, at der har etableret sig en lille koloni på Peberholm. Endelig blev det også til besøg af en Silkrehejre med en rastede en fugl i Klydesøen den 23/6 (Thomas Tümmler-Hellesen m.fl.).
For rovfuglenes vedkommende var det især glædeligt at konstatere, at Havørneparret på Kalvebod Fælled havde ynglesucces. Parret har fået to unger på vingerne. Ungerne er nu fløjet fra reden, men holder stadig til i området. Et godt samarbejde med Naturstyrelsen betød, at der hurtigt blev fulgt op på nogle uheldige episoder med forstyrrelser af yngleparret. Naturstyrelsen fik opsat info-skilte i området, og det sikrede tilstrækkeligt med ro for yngleparret.
Af andre rovfugle i perioden skal nævnes en enkelt Hedehøg; en han rastede kortvarigt den 5/5 (Mogens Majland). Arten fortsætter således med lige akkurat at være en årlig gæst på Kalvebod Fælled. Også glædeligt med et par ynglende Rørhøge (ved Mosehøj) med ynglesucces.
Stylteløberne kom tilbage men opgav yngleforsøg
Vadefuglene udmærkede sig på flere måde. Stylteløberen, der ankom til Villahøj den 12/4, blev frem til den 29/4, men uden at der stødte en mage til. Bedst som vi troede, at det ikke ville blive til noget i år, ankom to fugle den 28/5. Tilsyneladende den samme fugl fra april (helt hvidhovedet), men nu i selskab med en mage – og tydeligvis en anden fugl end den fra sidse års par (denne her var tydeligt mørkhovedet).
Parret gik med det samme i gang med parring og redebygning. Det så således ud til, at vi igen-igen kunne få fornøjelsen af at have dem ynglende ved Villahøj – for tredje år i træk. Sådan skulle det dog ikke gå. Timingen for parret var uheldig, da tørken på det tidspunkt allerede havde betydet, at vandstanden var kraftigt faldende ved Villahøj. Den 9/6 blev sidste dag parret sås ved Villahøj. Dagen efter blev de set ved Klydesøen, men det blev også det sidste, der blev set til dem. Vi håber de prøver igen til næste år.
Af andre gode vadefugleobservationer skal nævnes en Hvidbrystet Præstekrave (en hun), der rastede kortvarigt ved Sydmøllevej den 22/5 (Thomas Tümmler-Hellesen). Et ringe dokumentationsfoto af fuglen kan ses her. Blot 9. fund for området.
Kærløberne ankom planmæssigt medio maj (første fugl 14/5). Antallet voksede hurtigt og toppede den 22/5 med 31 fugle – næsten en tangering af sidste års rekord på 33 fugle. En Odinshane rastede i Klydesøen fra den 4/6 til den 9/6 (Andreas Hagerman m.fl.).
Både gode og dårlige nyheder på ynglefuglefronten
Klyderne havde sidste år et formidabelt år med 204 ynglepar og en flot ynglesucces. I år ynglede ”kun” 102 par. Dette er imidlertid stadig flot. Til sammenligning ynglede der 96 par i 2021, 32 par i 2020, 82 par i 2019 og 36 par i 2018. Ynglesuccesen var god igen i år med ca. 100 unger talt primo juli. Og det endda på trods af, at de i år havde placeret deres reder spredt ud over et stort område, og ikke på deres foretrukne ø fra de foregående år. Øen var oversvømmet i maj pga. en højere vandstand end normalt. Ræveprædationen har tydeligvis været lav i år (kombination af ræveskab og NST’s løbende regulering).
Et par andre positive resultater skal nævnes: De Store Præstekraver havde endnu et formidabelt år med rigtig mange par (ikke talt i år) og en rigtig fin ynglesucces. Det samme kan også siges for Vibernes og Rødbenes vedkommende. Til gengæld er der ikke tegn på, at der har ynglet Engryle eller Brushane i år. Desværre.
Dværgternene havde også et godt år i år med ca. 9 ynglepar og en god ynglesucces. Alle reder var på land, så ynglesuccesen hænger uden tvivl sammen med den relativt lave prædation i Klydesøområdet i år. Atlingand havde igen i år ynglesucces på Kalvebod Fælled, idet en hun med unger blev set ved Sydmøllevej primo juli. Det kunne uden tvivl være blevet til flere unger, hvis ikke Villahøj engsøen var udtørret, da der var 1-2 ynglepar her også.
Drosselrørsanger og Pirol
For småfuglenes vedkommende blev de mest interessant observationer for perioden en syngende Drosselrørsanger ved Hejresøen den 19/5 (Ole Kjuel Nielsen m.fl.) samt syngende Pirol i Fasanskoven den 8/6 (Ib Jensen) og igen den 19/6 ligeledes i Fasanskovsområdet (Søren Bay), men længere mod vest ift. fuglen den 8/6.
Endelig skal en Sydlig Nattergal også med, om end den blev fundet lige uden for Kalvebod Fælled; på Amager Fælled. Fuglen blev set og ikke mindst hørt den 8/6 i den nordlige del af Amager Fælled (fundet af Finn Olofsen).
Vadefugletid
Der er fuld gang i vadefuglenes returtræk. I øjeblikket kan der ses godt med forskellige vadere i Klydesøen, bl.a. er de første Kærløbere og Krumnæbbede Ryler ankommet.
Næste opdatering udsendes omkring september-oktober. God sommer!